Så går NHL - endelig - i gang med sæsonen: Den første grundspils-puck kastes 19. januar (lørdag aften, dansk tid). Læs Christian Henriksens optaktsartikel der gennemgår de 15 hold i Eastern Conference...
(Christians NHL-tips vil løbende kunne ses på denne side)
Endelig blev lockouten afblæst, og NHL-ishockeyen kan igen rulle over skærmen. Mere end tre måneder senere end planlagt kan sæsonen begynde, og hvad bliver det så for en sæson?
Det mest bemærkelsesværdige er, at hvert hold i år kun spiller 48 kampe i grundspillet, hvilket er 34 færre end normalt. Det giver en mere intens sæson, hvor der er mindre plads til bommerter, udfald og formsving. Holdene når kun at træne sammen i mindre end en uge før sæsonstart, og det betyder formentlig, at kæderne ikke er lige så sammenspillet som normalt. Især ikke på de hold, hvor der har været større udskiftninger i løbet af sommeren.
Nogle spillere har spillet i andre ligaer under lockouten og er derfor i form. Det kan være en klar fordel i starten af sæsonen. Omvendt kan det måske vise sig senere sæsonen, at de spillere, som har holdt en længere pause, er mere friske. Det kan særligt blive en faktor i slutspillet.
Skader bliver muligvis en endnu større faktor i denne sæson end normalt. Påstanden er, at der vil opstå flere skader – store eller små – i starten af sæsonen, fordi mange spillere ikke er lige så velrustede fysisk som normalt. Det kan blive afgørende for de hold, som ikke har så stor bredde, men også for dem, som måske mister en eller to af deres store profiler i de første uger af sæsonen.
Man kan gisne om meget før pucken bliver smidt. Der er mange holdninger til, hvilken betydning det vil få, at sæsonen er så meget kortere end normalt. Det er et lidt vagt svar, men det er i virkeligheden kun tiden, som vil kunne give os svaret, da der er sket meget siden man sidst prøvede at spille en lige så kort sæson i 1994/95.
Det forkortede kampprogram betyder nogle ret markante ændringer i forhold til normalt. Holdene vil kun komme til at spille mod nogen fra deres egen conference, og hovedparten af kampene vil være mod divisionsrivaler. Det gør livet sværere for dem, som er i en stærk division, og tilsvarende lettere for andre. Igen er det dog vigtigt at huske på, at NHL er den mest lige professionelle ishockeyliga i verden, så reelt kan alle slå alle, hvis de rammer dagen.
Odds
Odds på bookmakernes favoritter til at gå hele vejen (begge konferencer):
Pittsburgh Penguins: 7,50 - Betsafe
New York Rangers: 9,50 - Betsafe
Los Angeles Kings: 11 - Bet365*
Boston Bruins: 12,50 - Betsafe
Vancouver Canucks: 13 - Bet365*
Chicago Blackhawks: 14,50 - Betsafe
Philadelphia Flyers: 14,50 - Betsafe
St. Louis Blues: 15,00 - Bet365*
Detroit Red Wings: 19,50 - Betsafe
San Jose Sharks: 21 - Bet365*
Optakt til Eastern Conference
(Læs om Western Conference her)
Bud på slutstilling:
1. New York Rangers
2. Boston Bruins
3. Washington Capitals
4. Pittsburgh Penguins
5. Philadelphia Flyers
6. Tampa Bay Lightning
7. Buffalo Sabres
8. Carolina Hurricanes
9. New Jersey Devils
10. Montreal Canadiens
11. Florida Panthers
12. Ottawa Senators
13. Toronto Maple Leafs
14. Winnipeg Jets
15. New York Islanders
ATLANTIC DIVISION
New Jersey Devils
Djævlene nåede overraskende helt frem til Stanley Cup-finalen i sidste sæson, hvor de dog efter seks kampe måtte se sig besejret af Los Angeles Kings.
I forhold til sidste sæson har Devils mistet Zach Parise, som var en af holdets største profiler. Parise valgte at skrive kontrakt med Minnesota Wild, og Devils har ikke fundet nogen erstatning for ham. Offensivt er holdet svækket i forhold til sidste sæson, og meget kommer til at hvile på skuldrene af Ilya Kovalchuk, som skal fortsætte de fine takter fra sidste år.
Defensivt har New Jersey altid været stærke, og det er stadig billedet. Man har ingen store backprofiler, men den rutinerede forsvarsenhed fungerer til gengæld godt sammen. Gennemsnitsalderen er rimeligt høj, og Devils’ muligheder for succes i denne sæson kommer til at afhænge af, om de bærende spillere har endnu et godt år tilbage i sig.
Det gælder særligt på målmandspositionen, hvor 40-årige Martin Brodeur formentlig spiller sin sidste sæson. Sammen med den et år yngre Hedberg udgjorde Brodeur en stærk duo i sidste sæson, og særligt i slutspillet viste han klassen.
Hvis Kovalchuk, defensiven og målmandsduoen spiller op til deres bedste, kan Devils godt gå i slutspillet igen i år, men det bliver bestemt ikke nemt. Devils bliver afhængige af at tage en del point mod de conference-rivaler, som de ikke er i division med.
New York Islanders
Islanders med Frans Nielsen på holdet missede sidste år slutspillet for femte år i træk.
Klubben har i flere år lidt under, at ejer Charles Wang ikke har ønsket at bruge så mange penge på spillertruppen, fordi omgivelserne i Nassau Coliseum ikke var optimale. I 2015 flytter klubben vestpå til Brooklyn, og efter at denne aftale er kommet på plads, bliver der nok åbnet lidt for Wangs pengepung i de kommende sæsoner.
I denne sæson kommer der nok ikke til at ske det helt store, og Islanders får derfor svært ved at vriste sig væk fra bunden i Eastern Conference. John Tavares er holdets helt store profil, men den unge canadier kan ikke bære holdet til slutspillet alene. Han har flere talentfulde spillere omkring sig, og det skal blive spændende at se, om Nino ”El Nino” Niederreiter bryder igennem i år, efter at have spillet godt i AHL under lockouten. Det er uvist om femtevalget fra 2011-draften, Ryan Strome, kommer til at spille for Islanders i denne sæson, men han kunne være en tiltrængt forstærkning i en kæde med Tavares eller Frans Nielsen.
Defensivt må man muligvis undvære Travis Hamonic i starten af sæsonen. Det kan blive et hårdt slag for Islanders, som derfor måtte sætte deres lid til rutinerede Mark Streit. Islanders har flere store backtalenter til fremtiden, men Calvin de Haan er skadet og Griffin Reinhart bliver formentlig i canadisk juniorhockey i resten af sæsonen, så de kommer ikke til at forstærke backlinjen i denne sæson.
I målet viste Nabokov glimt af fordums styrke i sidste sæson. Han skal levere på et meget højt niveau i år, og det samme skal Rick DiPietro, hvis Islanders skal være med i kampen om slutspilspladserne.
Normalt starter Islanders skidt, for så at spille bedre i februar og marts, hvor de reelt har udspillet deres slutspilschance. Hvis holdet kan vise det niveau, som de normalt gør på dette tidspunkt af året, så kan de presse på omkring slutspilsstregen, men det mest sandsynlige er endnu en sæson i den tunge ende af tabellen.
New York Rangers
John Tortorellas unge mandskab blev sidste år transformeret fra drenge til mænd, og var pludselig i manges øjne det bedste bud på en Stanley Cup-vinder. Helt så langt nåede Rangers dog ikke, da de bliver slået af Devils i Conference-finalen.
Rangers-holdet ser noget anderledes ud i år i forhold til sidste sæson. Defensivt er det stadig det samme. Man har en stor gruppe af talentfulde backs, som sidste år spillede fremragende. Det niveau skal de forsøge at leve op til igen.
I målet har man også stadig en duo bestående af Henrik Lundqvist og Martin Biron. Lundqvist var ligaens bedste på positionen i sidste sæson, men Biron formåede også at spille solidt, hvilket gav Tortorella muligheden for at give sit svenske førstevalg de nødvendige pauser.
Offensivt er meget ændret. Stjernen Rick Nash kom til i sommers, og han bliver det helt store angrebsmæssigt omdrejningspunkt. Brad Richards har to stjernewings omkring sig, og Rangers’ førstekæde kan blive dødbringende.
Resten af forwardgruppen er bred, og indeholder spillere med mange forskellige kvaliteter. Man må dog forvente, at en stor del af Rangers’ mål skal komme fra topkæden, men man er rimeligt dybe både offensivt og defensivt.
En del af Rangers’ spillere har ikke spillet under lockouten. Det giver grobund for en interessant diskussion, fordi hvad er mest optimalt? At have friske spillere senere på sæsonen, eller at være oppe i gear fra start? Det må tiden vise, men på papiret har Rangers et utrolig stærkt hold, som er blandt favoritterne til at vinde mesterskabet.
Philadelphia Flyers
Flyers-holdet ændrede sig meget før sidste sæson. Flere prominente spillere blev sendt væk, mens Jaromir Jagr blev hentet tilbage til NHL. Flyers var ramt af en del skader, men de formåede at nå anden runde af slutspillet, hvor de blev ekspederet ud af New Jersey.
Offensivt er Claude Giroux den centrale spiller. Giroux missede en håndfuld kampe i sidste sæson, men sluttede som treer på ligaens topscorerliste. Giroux er 23 år, og generelt har Flyers en meget ung offensiv. Jagr er væk igen, og Giroux’ nye lejekammerat bliver formentlig den jævnaldrende Voracek, som kom til klubben før sidste sæson.
Flyers har et meget fysisk stærkt mandskab med en bred offensiv, som nok skal sørge for, at de bliver blandt ligaens mest scorende. Spørgsmålstegnede er i den anden ende af isen. Backlinjen er ikke det samme uden rutinerede Chris Pronger, som har været ude i mere end et år og fortsat er det. Kimmo Timonen tager en stor del af ansvaret, og Grossmann skal fortsætte de gode takter han viste, da han kom til fra Dallas midt i sidste sæson.
I målet troede Philadelphia, at de havde løst deres problemer, da Ilya Bryzgalov blev hentet til før sidste sæson. Bryzgalov udviste dog ingen stabilitet, og det endte i sidste ende med at koste Flyers rollen som Stanley Cup-contender.
Hvis Bryzgalov finder tilbage til sit gamle niveau, og forsvaret leverer uden Pronger, så vil Flyers blive giftige i denne sæson, hvor det vil være meget overraskende, hvis ikke de slutter i den bedste halvdel af Eastern Conference. De fleste af de bærende spillere har været i kamp under lockouten, og Flyers ligner et hold, som vil være tæt på topniveauet allerede fra sæsonstart.
Pittsburgh Penguins
Sidney Crosby er med fra starten af sæsonen. Det er det helt afgørende for Penguins, som sidste år blev sendt ud af slutspillet i første runde, hvor de mødte Philadelphia.
Penguins har ligaens to største stjerner på holdet i form af Sidney Crosby og Evgeni Malkin, som blev ligaens suveræne topscorer sidste år. Malkin var hjemme i KHL under lockouten og virker stærkere end nogensinde før starten på sin syvende NHL-sæson. Han er holdets topspiller, og kunne meget vel blive ligatopscorer igen.
Crosby er suverænt NHL’s bedste andencenter. Han vendte tilbage på isen i den sidste del af sidste sæson, og gjorde det fænomenalt. Frygten for en ny skade kan lægge en lille dæmper på Crosbys spil, men det er stadig kun Malkin som kan true hans titel som verdens suverænt bedste ishockeyspiller.
Penguins er lidt tyndt besat på wing-positionen, og Malkin og Crosby er derfor altafgørende som playmakere. Tredjeleddet i pingvinernes fantastiske centertrio, Jordan Staal, er væk, men det behøver ikke at svække holdet så meget, da man i stedet for en spiller ind i tredjekæden, som passer lidt bedre til rollen i Brandon Sutter.
Både defensivt og målmandsmæssigt er Penguins et meget stabilt hold, og det gør dem til en del af favoritfeltet. I de perioder, hvor både Malkin og Crosby har været ude, har man stadig været et godt ishockeyhold, men de to stjerner bliver afgørende for mesterskabschancerne.
NORTHEAST DIVISION
Boston Bruins
Bruins fik ikke forsvaret deres mesterskab i sidste sæson, hvor de blev sendt ud i første runde af slutspillet, selvom de indtil da havde set ganske solide ud.
Det store samtalepunkt i Boston siden sidste sæson har været stjernemålmanden Tim Thomas’ orlov. Thomas ønsker ikke at spille i den kommende sæson, og synes derfor færdig i Boston, hvor talentfulde Tuukka Rask i stedet overtager starterrollen i målet.
De bærende spillere på Bruins-holdet er for størstedelens vedkommende endnu unge. Særligt på forwardsiden har man mange spillere, som står på trapperne til deres bedste år i karrieren, og det kan gøre Bruins til et giftigt hold flere år ud i fremtiden.
Samtidig har man mange talenter i systemet, og kan derfor se frem til at være med i toppen mange år ud i fremtiden. Nu og her er man stadig bygget op efter samme opskrift, som førte til Stanley Cup-titlen for to år siden. Fysik, fysik og atter fysik.
Bruins-spillerne går til den, og man slår sig på de fleste. Nogle mere end andre, heriblandt kæmpen Zdeno Chara, som er den store profil i bogstavelig forstand. Slovakken er generalen på holdet og han har dikteret spillet både offensivt og defensivt.
Der er ikke sket de store ændringer siden sidste sæson, og det afgørende for Bruins’ succesmuligheder bliver derfor, hvordan Rask klarer sig i målet. Han har været stærk i de seneste tre sæsoner, hvor han samlet har spillet 97 kampe, men det er nu han for alvor skal levere, da han er det klare førstevalg med uprøvede Khudobin som backup.
Buffalo Sabres
Sabres satsede stort før sidste sæson, men tilgangen af en række nye spillere var lige nøjagtig ikke nok til at bringe dem i slutspillet.
Før denne sæson er der igen blevet skiftet lidt ud, men det er sådan set kun sket for at give plads til de unge spillere, som klubben er i besiddelse af. Sabres er et hold uden deciderede stjerner, men de har til gengæld en stærk bredde på alle positioner.
Denne sæson kunne meget vel blive lidt en mellemsæson for Buffalo, som kan se frem til at få tilført flere store talenter i de kommende år, når Grigorenko, Girgensons, Armia og kaptajnen for det amerikanske landshold, som vandt guld ved U20-VM, Jake McCabe, gør deres indtog i ligaen.
Defensiven er god, og man har mange etablerede spillere på backlinjen, så her ville det overraske mig meget, hvis ikke Buffalo viste sig rimeligt stærke. Også med tanke på at man har en fremragende målmand i Ryan Miller, som har været stabil igennem hele sin NHL-karriere.
Det springende punkt for Sabres bliver offensiven, og dens evne til at levere. Talentmassen er god og bredden er fin, men der mangler lidt et par topspillere. Thomas Vanek er det bedste bud på en topscorer og med al respekt, så ligger han ikke på niveau med andre holds topforwards.
Sabres var tæt på slutspillet sidste år, og kunne sagtens gå hen at komme med denne gang. Det bliver formentlig til en slutplacering midt i tabellen, og så kan det være marginaler (og Ryan Miller) som afgør, om det bliver på den rigtige eller forkerte side af slutspilsstregen.
Montreal Canadiens
Historiens mest vindende NHL-hold, Montreal Canadiens, havde en overraskende dårlig sæson sidste år, hvor de sluttede sidst i Eastern Conference.
Canadiens gennemgik en stor udskiftning både på spiller- og personalefronten i løbet af sidste sæson. Mange af de yngre spillere fik masser af ansvar og istid, og det kan lønne sig i de kommende år, da deres udvikling muligvis er blevet speedet lidt op.
Holdet består af en god blanding af erfaring og talent, og særligt i de kommende år vil man se nogle spændende unge spillere gøre deres indtog på holdet. Det er ikke umuligt, at Canadiens kan nå slutspillet i denne sæson, hvis man rammer topniveauet fra start, men det mest sandsynlige er et år uden playoff-hockey for den traditionsrige klub.
Canadiens plages fortsat af en række dårlige beslutninger for år tilbage. Flere spillere spiller på alt for store kontrakter i forhold til deres værdi på isen, og det begrænser den nye general manager Marc Bergevins muligheder.
Montreal har dygtige spillere både offensivt, defensivt og i målet, men de er meget afhængige af, at alle tre led fungerer. Også i højere grad end andre klubber, da man ikke hører til blandt de allerbedste på nogle af positionerne.
Max Pacioretty kan meget vel sætte et hav af point på kontoen, og danske Lars Eller skal være med til at give holdet dybde. Hvis backen P.K. Subban kan spille en sæson a la den Erik Karlsson havde for Ottawa sidste år, så kan det bringe Montreal i slutspillet. Ellers kan man glæde sig til sommer, hvor muligheden for at slippe af med den løntunge og underpræsterende Scott Gomez er til stede.
Ottawa Senators
Til manges overraskelse nåede Ottawa slutspillet i sidste sæson, og det var endda ved at levere en overraskelse i første runde, hvor de mødte New York Rangers, som det dog ikke lykkedes dem at ekspedere ud.
Ottawa har mistet noget hårdhed i forhold til sidste sæson, og Chris Neil får travlt, da han er den eneste rigtige enforcer tilbage på holdet. Til gengæld har man tilført defensivt stærke Marc Method, og det kan være rigtig klogt, da de fleste af de øvrige backs er bedst i det fremadrettede spil.
Erik Karlsson var den store stjerne på holdet i sidste sæson. Den svenske back viste sit unikke talent i det offensive spil, og selvom han til tider havde det lidt svært i den modsatte ende af isen, sikrede det ham titlen som ligaens bedste back. Han bliver vigtig igen i år.
Offensivt har man flere spillere, som danske hockeyfans vil nikke genkendende til. Colin Greening og Zack Smith har været profiler i AL-Bank Ligaen under lockouten, og selvom deres rolle bliver noget mere ydmyg i Ottawa, bliver de stadig vigtige. Sidste år spillede tredje- og fjerdekæden nemlig rigtig godt for Senators, og her kommer Greening og Smith formentlig til at husere sammen med danske Peter Regin, som skal tilbage på toppen efter flere skadespauser.
Førstekæden skal lave målene for Senators, som også bliver meget afhængige af deres powerplay, hvor Karlsson og backkollegaen Sergei Gonchar begge er forrygende.
Et stort spørgsmål bliver målmandspositionen, hvor der ikke er noget udpræget førstevalg. Her vil de første kampe nok give et signal om, hvem man har tænkt sig at satse på, og det kan blive positionen, som afgør, om man kommer i playoffs eller ej.
Toronto Maple Leafs
Toronto har ikke været i slutspillet siden 2004. Sidste år så det ud til at lykkes, da man havde fået en fin start, men så gik holdet helt ned i den sidste del af sæsonen og sluttede tredjesidst i Eastern Conference.
General manager Brian Burke, som er en af de mest kritiserede personer i NHL i løbet af de seneste år, blev fyret for få dage siden, og det skal blive spændende at se, hvad det kommer til at betyde for Maple Leafs på længere sigt.
Burkes mesterværk (ironi kan være anvendt) - handlen, som bragte Phil Kessel til klubben - gnider man sig stadig i hænderne over i Boston, men sidste år viste Kessel dog, hvorfor man i sin tid brugte flere høje draft picks på at få ham til klubben.
I sommers lykkedes det endelig Brian Burke at få fat i den power-forward, han længe har været på udkig efter. James van Riemsdyk er kommet til fra Flyers i bytte for backen Luke Schenn. Umiddelbart en god handel for Toronto på længere sigt, da man har flere backtalenter på vej frem, som kan erstatte Schenn.
At dette bliver sæsonen, hvor Maple Leafs endelig kvalificerer sig til slutspillet igen, ligger dog ikke i kortene. Meget kommer til at afhænge af defensiven, som skal spille op til deres absolut bedste. Angrebsmæssigt er man lidt tyndt besat, og her skal førstekæden med Lopul, Grabovski og Kessel virkelig lave mange point, hvis Toronto skal være et slutspilshold.
Den største grund til bekymring finder man på målmandsposten, hvor 24-årige James Reimer endnu ikke er stabil nok til at være førstevalg på NHL-niveau. Det rammer Maple Leafs hårdt, og derfor har de også været et varmt navn i rygtemøllen omkring Vancouvers Roberto Luongo. Det virker dog ikke særlig sandsynligt, at Luongo kommer til i denne sæson, og derfor kommer klubben nok heller ikke til at spille være med mere, når slutspilsserierne begynder.
SOUTHEAST DIVISION
Carolina Hurricanes
Hurricanes spillede sig ud af slutspilsbilledet i de første måneder af sæsonen sidste år, og sluttede på 12. pladsen i Eastern Conference efter en fornuftig afslutning.
I off-season har holdet hentet en prominent forstærkning i Pittsburghs Jordan Staal, som kommer til at spille på hold med sin bror Eric. Det virker sandsynligt, at Hurricanes sætter brødrene sammen i førstekæden, og det kan blive rigtig, rigtig spændende at følge, da de begge er fremragende ishockeyspillere.
Carolina har også hentet Alexander Semin. Om Semin bliver en reel forstærkning, må tiden vise. Russeren er indbegrebet af en humørspiller, og meget kommer nok til at afhænge af, hvordan han starter sæsonen. I Washington var han meget upopulær til sidst, da man ikke mente, at han ofrede sig nok for holdet. Defensivt er han en non-factor, og hvis han skal være en succes i Hurricanes, vil det derfor afhænge af hans offensive produktion. Her kan han dog få optimale arbejdsbetingelser, hvis han kommer til at spille i kæde med Staal-brødrene, og finder han sit tidligere niveau, bliver han en kæmpe gevinst.
I målet har Carolina god stabilitet i Cam Ward, og her bør ikke opstå problemer. Defensivt ser det fornuftigt ud, og det ligner en fin beslutning at hente Joe Corvo tilbage fra Boston. Bredden er ganske god, og alt i alt ligner Hurricanes et hold, som kan gå i slutspillet efter tre år uden for. Et vigtigt punkt bliver dog special teams, hvor Hurricanes sidste år lå i den dårligste tredjedel i både power- og boxplay. Det skal forbedres, hvis man skal i playoffs.
Florida Panthers
Meget overraskende lykkedes det sidste år Florida at vinde Southeast Division. De havde dermed hjemmebanefordel i første runde af slutspillet, men det var dog ikke nok til at besejre Devils over syv kampe.
Efter mange år i den tunge ende af tabellen er Florida kommet i besiddelse af en god talentmasse. Erik Gudbranson fik sin NHL-debut i sidste sæson, hvor han dannede backpar med rutinerede Brian Campbell, som spillede sin bedste sæson i karrieren. I år kan tredjevalget i 2011-draften, Jonathan Huberdeau, blive spillet ind på holdet.
Panthers har så vidt muligt holdt fast i stammen fra sidste sæson, men man har dog måttet se den offensivt stærke back Jason Garrison smutte til Vancouver. Det kan blive et slag for holdets powerplay, som sidste år var syvende bedst i ligaen.
I målet har Florida god rutine i Clemmensen og Theodore, og selvom ingen af dem er løsningen på langt sigt, så kan de sagtens være nok til at bringe holdet i slutspillet for andet år i træk. Holdet har en udmærket bredde, men savner nogle rigtige topspillere for at høre til de bedste i ligaen. Stephen Weiss er det offensive omdrejningspunkt, og man er meget afhængige af at han formår at gøre spillerne omkring sig gode, da der ikke rigtig er nogle individualister at lægge ansvaret over på.
Florida er et hold, som er svært at spå om. De kan sagtens overraske og vinde divisionen igen, men de kan lige så vel misse slutspillet. De skal have en god start, og så håbe på at køre den hjem fra spids ligesom sidste år, hvor de red på en bølge af selvtillid.
Tampa Bay Lightning
Tampa Bay led under horribelt målmandsspil i sidste sæson, hvor de missede slutspillet selvom Steven Stamkos var brandvarm og blev den suverænt mest scorende spiller i ligaen med 60 kasser i 82 kampe.
Lightning har forstærket sig lidt i løbet af sommeren. Anders Lindbäck skal forsøge at løfte målmandsspillet, og det skal blive rigtig spændende at se, om kan leve op til forventningerne, når han pludselig er førstevalg efter nogle år i skyggen af Pekka Rinne i Nashville.
Backlinjen var noget sløj og medvirkende til Rolosons dårlige spil i sidste sæson, og her har Tampa Bay også forstærket sig. Matt Carle og Sami Salo er kommet til. Salo har god fysik, og både ham og Carle kan være med til at styrke holdets powerplay, som var blandt de dårligste i sidste sæson. Også i undertal var Lightning ringe, og her får begge spillere formentlig også en rolle at spille i år.
Offensivt handler meget, for ikke at sige alt, om Steven Stamkos. Styrken ligger i topkæden, hvor Stamkos har St. Louis og Purcell som legekammerater, og der er hele hovedparten af målene vil komme fra. Lecavalier i andenkæden kan måske løfte sit spil tilbage til tidligere tiders niveau, men det virker ikke videre sandsynligt, og han må derfor i højere grad bidrage med fysik og rutine end point. Desuden er det vigtigt, at Lecavalier holder sig skadesfri, da Lightning ellers for alvor er ramt på bredden, hvis han sidder ude i nogle kampe, som han har gjort det i de seneste to sæsoner.
Victor Hedman har storspillet i KHL under lockouten, og han kan være nøglen til at få powerplayet til at fungere. Hvis det lykkes for Lightning, at få gang i overtalsspillet, så kan det være nok til en slutspilsplads.
Samtidig må man tage med i vurderingen, at holdet klarede sig ret godt mod deres divisionsrivaler i sidste sæson. I år bliver divisionsopgørene endnu vigtigere, og det kan være til fordel for Tampa Bay, som jeg umiddelbart spår til at gå i slutspillet. Hvis ikke de gør det, er det formentlig fordi Lindbäck eller Stamkos ikke lever op til forventningerne.
Washington Capitals
Dale Hunter reddede Washington i sidste sæson, hvor han med en defensiv taktik fik bragt holdet i slutspillet. Her eliminerede man Boston i første runde, men tabte så til Rangers efterfølgende.
Nu er Hunter væk, og Adam Oates er hentet ind som head coach. Det betyder formentlig en mere offensiv taktik, hvilket nok falder i god jord hos holdets superstjerne Alexander Ovechkin, som ikke har ramt topniveauet i de sidste to sæsoner. Ovechkin har genfundet spilleglæden hjemme i Rusland under lockouten, og får han tingene til at fungere i hovedstadsklubben, kan han måske godt nå over 60 point i grundspillet, hvilket under normale omstændigheder ville have svaret til at krydse 100-pointsgrænsen.
En del er ændret hos Capitals. Særligt i målet, hvor Vokoun røg ud efter en enkelt sæson, da man nu satser på Holtby og Neuvirth. Holtby storspillede i slutspillet sidste år, og hvis han tager det spil med sig ind i denne sæson, kan Washington blive svære at besejre.
Backlinjen er stadig stærk uden Wideman (som er skiftet til Calgary), men mangler lidt bredde, og vil derfor være sårbar overfor skader. Offensivt er bredden til gengæld rigtig fin, og man har fundet en god andencenter i Mike Ribeiro, som er kommet til fra Dallas.
Ovechkin-Bäckström-kombinationen kommer i høj grad til at definere holdets succes. Hvis de spiller op til forventningerne, ligner Capitals det bedste bud på en vinder af Southeast Division, men falder Oates’ system igennem, kan Capitals godt blive overrumplet, da niveauforskellen ikke er enorm i forhold til divisionsrivalerne.
Det taler for Washington, at de har det mest komplette hold i Southeast, men hvis de skulle floppe i år, må fansene i stedet se fremad, hvor flere store talenter er på vej.
Winnipeg Jets
Jets vendte sidste år tilbage i NHL, og selvom det ikke blev til en slutspilsplads, var man godt tilfredse, da der var fremgang at spore i forhold til tidligere, hvor holdet hårdt til i Atlanta. En 11. plads i Eastern Conference blev det til.
Winnipegs fremtid kan blive gylden, men hvedebrødsdagene er nok forbi, og denne sæson kan derfor godt blive mindre erindringsværdig end comebacksæsonen var. Der er kæmpetalenter på vej frem i Mark Scheifele og særligt Jacob Trouba, og det giver det i forvejen unge Jets-hold noget at se frem til.
Jets er afhængige af flere unge spillere, og selvom man på papiret virker stærkere end i sidste sæson, så tvivler jeg på, at man kommer til at spille med om slutspilspladserne i år. Tendensen var nedadgående i den sidste del af sidste sæson, og en kort sæson vil ikke være nogen udpræget fordel for det unge Jets-hold, som nu bliver sat under et endnu større præstationspres.
Nyerhvervelserne Jokinen og Ponikarovsky kommer med noget rutine og god fysik, men offensiven er som udgangspunkt ikke der, hvor Jets er mest udfordret. Backlinjen er lidt tynd, og en skade til enten Byfuglien, Bogosian, Enström eller Hainsey vil betyde en kæmpe svækkelse, da reserverne ganske enkelt ikke er der. I hvert fald ikke nogen med NHL-niveau. Netop Bogosian ventes at sidde ude indtil sidst i februar, og det kan koste Jets nogle point i starten af sæsonen.
I målet har man en talentfuld herre i Pavelec, men han er endnu ung, og savner stadig stabiliteten. Montoya er hentet som backup, men hans spil i sidste sæson var ikke særligt imponerende, og nogen fremragende gardering er han ikke.
Offensivt skal Jets nok levere rimelig solidt, men de er ikke et hold, som bliver blandt de mest scorende i ligaen. Alt i alt tror jeg mest på en mellemsæson. Det entusiastiske hjemmepublikum kan så bare kan glæde sig til næste år, hvor Scheifele og Trouba bliver hørt ind som holdets nye hjørnesten.
